Udstiller i aug./sep.: Niels Jørgen Jensen

  • Niels Jørgen Jensen
03 aug

Dato

03.08.2018, 09:00 til 27.09.2018, 20:00
Fri entré
Udstillingen kan ses indenfor Café Pilens åbningstid.
Kender du maleriets mange forskellige stilarter? Stilarter som naturalisme, impressionisme, fauvisme, ekspressionisme, surrealisme osv.?

Denne måneds kunstner har arbejdet instenst med stilarterne og kunstnerne, som man forbinder med dem. Faktisk har han malet det samme motiv en masse gange med inspiration fra forskellige stilarter og kunstnere.

Motivet som han har udvalgt er et hjørne af sin egen baghave i Brønshøj, hvor der står en lille havebænk, og den har han nu malet mere end 70 gange!

Alle stilarter har været taget i brug, når motivet skulle gengives, eller også har han forestillet sig, hvordan det ville tage sig ud på et lærred, hvis en stor kanon som Gaugain, Miró, Kandinsky, Cézanne eller Magritte havde givet sig i kast med det lille hjørne af en have i Brønshøj. "Nogle stilarter syntes jeg, at jeg rammer helt godt". Til sidst fandt Niels Jørgen tilmed på en særlig måde at gengive motivet på, så bænken kom til at ligne et puslespil. Den stilart gav han navnet puzzleisme, og den har han brugt flittigt siden. 

Efter 70 malerier som forbandt havebænken på Uggerløsevej i Brønshøj med verdenskunsten har Niels Jørgen Jensen kastet sin kærlighed over et nyt motiv: Husbåde og ikke mindst det flimrende vand og himlen, der omgiver dem og udfordrer den maleriske gengivelse. 

Niels Jørgen Jensen fik sine første oliefarver og en bog om kunsthistorie, da han var 15 år, men det var i 2011, da han gik på pension efter 22 år i GlaxoSmithKline Consumer Healthcare, at han for alvor tid til at male igen. Mange kunstrejser og inspirationsture holder ham ved ilden.

Tirsdag d. 11. sep. kl. 19 holder han et lille oplæg om sin kunst i Pilegården med fri entré. Ved samme lejlighed kan man jo passende få frisket sin hukommelse lidt op, hvad angår kunsthistoriens mange stilarter indenfor maleriet.