Sommerjazz i haven: Fessor & Venner

08 aug

Dato

08.08.2017, 19:00 til 21:00
Fri entré
Grillen er tændt fra kl. 18 til medbragt mad. Drikkevarer må ikke medbringes, men kan købes hos Café Pilen.
Gratis jazzkoncert med Fessor & Venner i Pilegårdens hyggelige have.

Sommeren er her endelig, og det fejrer den lokale forening Jazzpetanque med en stribe gode jazzkoncerter på den akustiske scene i Pilegårdens hyggelige have. Som altid er det musikalske niveau højt, når den traditionelle jazz' ypperste og mest erfarne repræsentanter møder morgendagens jazznavne.

Aftenens musikere:

  • Ole "Fessor" Lindgreen (trombone)
  • Niels "Flipper" Stuart (klarinet/sax)
  • Ida Hvid (bas)
  • Mads Søndergaard (piano)
  • Bjørn Otto (trommer)

Den lokale trombonist, komponist og arrangør "Fessor" kender de fleste. Han har spillet jazz siden 1956 (!) og er en institution på den danske jazzscene. Varemærket: Nutidig, tidløs musik, men med den varme og følelse, som man kender fra den originale New Orleansmusik, samt i gospel- og bluesmusikken.

Niels "Flipper" Stuart er ikke alene travlt beskæftiget som studiemusiker, han har også spillet med mange kendte jazznavne som Kansas City Stompers, Finn Ziegler, Fessor mfl. Han bor i bydelen og har spillet til flere sommerkoncerter i Pilegårdens have. 

Bjørn Otto er søn af legendariske Finn Otto Hansen, der var en af danmarks bedste trompetister. Bjørn spiller fast hos Nulle & Verdensorkestret og i Fessors Big City Band indtil det blev opløst. Har desuden været formand i foreningen Swingin Copenhagen. 

Ida Hvid er et forholdsvis nyt navn på jazzscenen. Du kender hende måske fra Niels Jørgen Steens Monday Night, eller en lang række andre sammenhænge. Hun turnerer blandt andet med Oscar Petersons gamle trommeslager.

Pianisten Mads Søndergaard er uddannet ved Det Kongelige Konservatorium i Haag. Alt lige fra diverse kor og bigbands til Pavarotti-impersonatorer har nydt godt af hans forbløffende evner udi klaverspillet.

Sommerjazz i Pilegårdens hyggelige gårdhave får økonomisk støtte fra EFTERÅRSMARKEDET på Bellahøj og afvikles i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, Brønshøj Copenhagen Jazz Club og Ole ”Fessor” Lindgreen.